Den varme grød i bestyrelseslokalet

Der serveres ikke kun wienerbrød og kandekaffe i bestyrelseslokalet hos små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Hos de fleste virksomheder står der en stor portion varm grød i hjørnet og venter på, at nogen i lokalet tager skeen i hånden.

Skrevet den 28. september 2022 af Claus Rønnow

Den varme grød i bestyrelseslokalet er digitalisering, som hverken familiebestyrelsen eller den professionelle bestyrelse helt ved, hvad de skal stille op med. Det kan bare konstatere, at den stadig er varm. Brandvarm.

De fleste ved godt, at den digitale udvikling kun går én vej: Videre og hurtigere. De færreste ved dog, hvordan de skal imødekomme digitaliseringens udfordringer og udnytte dens muligheder. Og når tvivlen også rammer bestyrelseslokalet, så kan virksomhedens evne til at skabe værdi og i sidste ende overleve som virksomhed blive alvorligt udfordret.

Digitalisering ER en del af bestyrelsens overordnede og strategiske ledelsesopgave, men det kræver indsigt i de digitale muligheder og digitale kompetencer at arbejde strategisk med digitaliseringen.

Flere undersøgelser konkluderer, at den danske SMV-bestyrelse er udfordret på særligt tre hovedområder, når det gælder digitalisering:

  1. Bestyrelsen har grundlæggende et manglende kendskab til de nye teknologier, som driver den digitale udvikling.

  2. Bestyrelsen har svært ved at analysere og identificere, hvor de digitale muligheder skaber mest værdi for virksomheden. Og det er særligt afgørende for SMV’erne, som er meget fokuserede på den daglige drift og ikke har ressourcer til at eksperimentere alt for meget med forkerte indsatsområder.

  3. Bestyrelsen savner kompetencer hos sig selv og i resten af organisationen til at arbejde med digitalisering, hvor kompetencerne er kombinationen af viden, kundskaber og erfaringer.

De færreste virksomheder er dog handlingslammede, når det drejer sig om at søsætte digitale projekter. Ofte også med bestyrelsens medvirken – eller i det mindste dens billigelse. Men ofte ender det med isolerede digitale øer, der ikke er forbundet med hinanden og slet ikke med forretningsstrategien. Onde tunger vil påstå, at digitaliseringen i nogle virksomheder drives mere af tilfældige omstændigheder end af bevidste, strategiske valg.

Hvis digitaliseringen skal skabe reel værdi for virksomheden, så SKAL virksomheden arbejde strategisk med digitaliseringen og sætte den på bestyrelsens agenda.

Og hos mange SMV’er spiller en kompetent bestyrelse en særlig vigtig rolle i den digitale forretningsudvikling, da ledelsen og særligt ejerlederen ofte selv er helliget den daglige drift. Her kan en bestyrelse bidrage med viden, indsigt og erfaringer, der kan omsættes til konkrete digitale værdiskabende tiltag.

Så kære ejerleder: Sæt i gang allerede i dag. Og savner du en digital profil i din bestyrelse, så lad os mødes til en kop kaffe og en portion varm grød.

Vil du læse flere perspektiver på at bringe digitaliseringen ind i bestyrelseslokalet, så kan jeg anbefale:

https://mgmt.au.dk/fileadmin/SMVbestyrelsenIenDigitalTidsalder_Rapport.pdf

Om forfatteren

Claus Rønnow har arbejdet med og rådgivet om digitalisering siden 1999. Først som partner og direktør for et digitalt bureau, dernæst som co-founder af tech-virksomheden Piiple og nu som selvstændig rådgiver for små og mellemstore virksomheder.

Følg Claus på LinkedIn.